slide3

Velkommen

Siden 1888 har i tusindvis af unge og ældre i Øster Alling og omegn dyrket idræt i vores forening. Den startede som en skytte- og gymnastikforening; skytterne var der i forvejen, de havde organiseret sig efter nederlaget til prøjserne i 1864, men i 1888 fik Øster Alling et forsamlingshus, og så kunne karlene komme inden døre og dyrke noget bøj-og-stræk i vintermånederne.

Siden kom fodbolden til – og »de Øster Alling karle« var i 20’erne, 30’erne og 40’erne et frygtet, fysisk stærkt mandskab på Randersegnen og på Djursland. Et af holdene talte bl.a. spillere som Asger Jørgensen, Rasmus Jørgensen og Folmer Hornbæk, spillere der også opnåede den ære at spille på Randers Frejas divisionshold.

Håndbold blev der også spillet, på markbanen i udkanten af byen – og i de seneste årtier har Øster Alling IF udviklet sig til en moderne, flerstrenget idrætsforening, hvor vores medlemmer i dag kan dyrke gymnastik, fodbold, badminton, tennis, dans, petanque, spinning og yoga.

selvbetjeningen